ord om ord

Opsummering

Posted by ully on 30 juli 2009 | 2 responses

Jeg har forsømt denne blog på det groveste og er mange bøger bagud, og selvfølgelig kan jeg ikke huske halvdelen af dem. Men starter på en frisk fra og med dette indlæg, så her kommer en kort opsummering af det sidste halve års læseoplevelser (ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge, for den kan jeg heller ikke huske!).

En plads i solen – Liza Marklund

Let læst, som hendes andre bøger, underholdende som altid. Karakter: 3 roulader

Life with my sister Madonna – Christopher Ciccone

Jeg læste bogen med både personlig og faglig interesse og var ikke skuffet. Jeg er lidt en sucker for sladder og jeg indrømmer det gerne, og denne bog leverer både sladder og insight. Jeg har skrevet en længere smøre om bogen på arbejdsbloggen Lydspor, læs med her. Karakter: 4 roulader.

Kompagni Orheim – Tore Renberg

Fik denne bog anbefalet og var bestemt ikke skuffet. Det startede egentlig med, at jeg var i biografen og se filmen Mig og Yngve, som er baseret på en bog af samme forfatter. Kompagni Orheim er forløberen for den bog, som desværre ikke er udkommet på dansk. Bogen er velskrevet og historien om en familie i forfald, fortalt fra teenage-sønnens synspunkt, er rammende. Klart anbefalelsesværdig. Karakter: 4 roulader.

Naturlige fjender – Lone Hørslev

Denne bog havde jeg ikke de store forventninger til. Den så lille og mærkelig ud! Men egentlig var den fin og poetisk i stedet for mærkelig. Og ret hurtigt læst. Såeh, det var det. Den var også velskrevet, forresten. Karakter: 3 1/2 roulader.

Hvor lagde jeg babyen? – Julia Lahme

Tjaa, tjooo… Jeg har det ret ambivalent med denne bog. Læste den midt under min graviditet, hvilket måske var en fejl. Jeg blev ihvertfald ikke særlig beroliget. Bogen er selvbiografisk og handler om forfatterens første tid som mor. Altså, bogen er sådan set ret underholdende og hun skriver sjovt. Men jeg synes der er lidt for meget tuderi. Altså, hvor svært kan det være at have et barn?! Er det ikke hvad man gør det til… Jeg ved jo intet om den slags endnu, men jeg synes ikke hendes beskrivelser fremstiller det som særlig tiltalende og det lyder alt for kaosagtigt til at jeg gider at tro på hende. Og hvad sker der for mænd og deres manglende deltagelse?! Synes måske nok de kunne stramme an og i det mindste sympati-vågne om natten. Nå, men altså, jeg hader heller ikke bogen, for den var for underholdende og hun skriver godt og virker ret sympatisk og menneskelig. Tror bare timingen i min læsning var forkert. Jeg læser den igen om et halvt år og giver hende til den tid sikkert ret i alt hvad hun beskriver! Hun har forresten også en blog, hvor hun fortsætter i samme skrivestil og den følger jeg trofast, så helt galt er det altså ikke fat med hende. Karakter: 3 1/2 roulader.

Tavs som graven + Stemmen + Manden i søen – Arnaldur Indridason

Jeg fik anbefalet Tavs som graven og har efterfølgende læst to andre bøger af samme forfatter. Stilen er krimi uden at være det, altså der er lig og politi, men ikke et hæsblæsende forfølgelsesløb, som der tit er i krimier. Alle tre bøger er bygget op om samme formular: Lig findes, politi sættes på sagen, politimand har private problemer, som vi følger sideløbende. Det er ret meget som mange andre krimier, men derudover har bøgerne en ekstra dimension, der gør dem læsværdige og skiller dem fra resten. Sideløbende med opklaringen af de formodede mord følger vi en helt anden historie fra lidt ældre tid, og selvfølgelig har denne historie en sammenhæng med opklaringsarbejdet, men derudover fylder historien så meget og er så velskrevet, at den næsten kan stå alene. Det gælder især for Tavs som graven og Manden i søen, jeg synes at Stemmen var lidt kedelig. Og nu har jeg ligesom også læst hvad jeg skal læse af forfatteren i det næste stykke tid, for det bliver alligevel for ensformigt i længden. Men klart anbefalelsesværdigt. Karakter: 4 roulader / Stemmen får kun 3.

Udover ovenstående smøre fra det sidste halve år, har jeg engang i tidernes morgen/ca. 2008 læst Jagtvej 69 af Andreas Karker og I Pearl Jams fodspor af Henrik Tuxen. Men jeg kan ikke huske nogle af dem, så de får ingen roulader til aftensmad.

Jordens søjler – Ken Follett

Posted by ully on 13 januar 2009 | 3 responses

Hmm, ja, tjo tjaa. Denne bog er virkelig hypet for tiden. Hvilket er mærkeligt, eftersom den udkom i 1989. Men hvad. Nu har jeg ihvertfald læst den. Og den var såmænd udmærket. Jeg er ikke sådan helt solgt, men heller ikke helt afvisende. Bare sådan lidt la la. For den var da spændende nok, men også meget lang og med mange detaljer og det var ikke alt ved historien der fængede mig helt. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke er mere begejstret. Helt sikkert en solid bog og meget lang og med små bogstaver, men velskrevet og gennemarbejdet, kan bare ikke være helt i skyerne over den.

Karakter: 3 1/2 roulader.

Halvbroderen – Lars Saabye Christensen

Posted by ully on 13 januar 2009 | 1 response

Denne bog var en rigtig god oplevelse. En stille, langsom oplevelse med en knugende stemning hele vejen igennem bogen. En lidt dyster fortælling om en familie og dens hemmeligheder. Jeg kan virkelig godt lide hans sprog, som er flot og poetisk, men det bliver så fyldigt, at jeg næsten ikke kunne rumme så mange flotte sætninger hele tiden. Derfor var den langsomt læst; derfor og fordi det er en bog med mange sider. Nå, men det er som sædvanligt noget tid siden jeg læste den, så kan ikke sige så meget mere end at jeg var godt tilfreds undervejs.

Karakter: 4 roulader.

Album – Benn Q. Holm

Posted by ully on 14 september 2008 | No responses

Ja, ham Benn han henrykker mig som få. Jeg vil starte med at sige, at jeg tror, at denne bog er i top 10 over de bedste bøger jeg nogensinde har læst. Nu er der gået lang tid siden jeg læste bogen, men jeg kan huske hvor god den var og det er jo også det vigtigste. Jeg er meget fascineret af hans sprog, som han formår at tilpasse til hver enkelt karakter i bogen. Eneste minus ved læseoplevelsen, og det er ikke Benns skyld, er at jeg nok burde have ventet lidt med at læse den, da jeg kunne huske DRs miniserie lidt for godt. Men bogen var bedre end serien, heldigvis. En fuldendt læseoplevelse.

Karakter: 4 3/4 roulader.

Madam president – Anne Holt

Posted by ully on 7 august 2008 | No responses

Nå, denne var et gensyn med Anne Holt. Har læst de fleste af hendes krimier, men det er nogle år siden efterhånden. Så stoppede serien om Hanne Wilhelmsen og så stoppede jeg også. Eller har vist nok læst en anden også, men den er glemt. I denne bog kommer Hanne W. på banen igen, men ikke som hovedperson. Meget interessant måde at gøre det på. Anyway, synes ikke at denne bog helt lever op til fordums tider. Synes egentlig den var lidt flad i det. Men sådan har jeg det tit med krimier, det er meget få der virkelig henrykker mig. Den var underholdende nok og til tider også en lille smule spændende, men det var så det.

Karakter: 3 roulader.

Flugtens tid – Benn Q. Holm

Posted by ully on 16 juli 2008 | No responses

Det navn irriterer mig. Det er ikke pænt. Men han skriver godt, så han er tilgivet. Jeg var ret så glad for Hafnia punk, da jeg læste den i sin tid. Og denne er også fornuftig. Handler om en mand i Kbh., som leder efter sin tidligere ven, der er forsvundet. De har et noget turbulent venskab bag sig og bogen handler dels om hans og deres fortid og dels om hans nutid. Svært at forklare. Men ihvertfald er bogen godt skrevet. Dejligt fyldigt sprog. Og en spændende og skæg historie.

Karakter: 3 1/2 roulader.

Snemanden – Jo Nesbø

Posted by ully on 16 juli 2008 | 2 responses

Efterhånden er det også meget længe siden at jeg læste denne, så til mig selv kan jeg sige: Den var god. Den bedste i serien faktisk. Til alle andre kan jeg sige: Læs den.

Karakter: 4 roulader og et endestykke.

Nedtælling til mord – Gretelise Holm

Posted by ully on 23 maj 2008 | No responses

Ej okay, jeg er 5 bøger bagud, så nu må jeg skrive om den senest læste. Må samle op i et senere indlæg, det går jo ikke det her.

Nå, men Gretelise. Har tidligere læst hende med forbavsende stor fornøjelse. Men synes ikke denne levede op til vanlig standard. Lidt for meget gammelmands-ondt-i-ben og sygdom i familien. Og synes heller ikke lige at plottet var så spændende. En helt igennem middelmådig læseoplevelse. Bedre held næste gang.

Karakter: 3 roulader.

Nobels testamente – Liza Marklund

Posted by ully on 24 marts 2008 | No responses

Jeg var noget betænkelig inden jeg startede på denne bog. Jeg har læst alle Liza Marklunds ældre krimier, men jeg gik i stå da denne udkom. Siden har jeg læst rigtig mange krimier i den såkaldte femikrimi-genre. Og har derfor fået udvidet min kritiske sans og er blevet mere hærdet i min læsning, da jeg ikke længere blot falder for den laveste fællesnævner (Camilla Läckberg). Nå, men jeg synes faktisk at Liza Marklund er anderledes. Der er mere substans i handlingen, hun giver personerne lov til at komme frem og udvikle sig uden at det bliver fremstillet på en banal måde. Og selve plottet er også bærende. Så jeg blev glad. Og vil forsvare hendes forfatterskab hvis jeg bliver spurgt. Dog er det ret prætentiøst at putte sig selv på forsiden af bogen (hvilket også er tilfældet med den seneste roman, Livstid). Men det ser jeg bort fra i den endelige bedømmelse.

Karakter: 4 roulader.

Malstrøm – Michael Connelly

Posted by ully on 24 marts 2008 | No responses

Hold da op, jeg er bagud med omtalerne. Kan ikke så godt huske så meget af denne bog. Fik den i julegave og læste den umiddelbart efter. Forfatteren er et nyt bekendtskab og bogen en del af en serie. Ikke noget problem at læse den uafhængigt dog. Synes godt om handlingen og sproget. Der var noget i historien der mindede mig lidt om Ondskabens øjne. Ved ikke lige hvorfor. Handlingen er sat i L.A. og deromkring, jeg forestillede mig hede og amerikanske freeways og at alting er så kæmpe stort. Det er det jeg husker nu. Men ihvertfald; god bog, god handling, godt sprog. Og det er forresten en krimi.

Karakter: 3 roulader.